I næsten 2000 år, har der i verden, været det som kalder sig Guds Kirke. Fra dets tidlige begyndelse, som beskrevet i Apostlenes Gerninger, har dets erklærede mission været, at repræsentere Gud midt iblandt folkene. Derfor er det ret naturligt at spørge: ”Repræsenterer kirken, som vi kender den i dag, virkelig Ham? Udfører den det arbejde, som den blev kaldet til? Er resultaterne således, som man vil forvente det, ud fra det man finder i Skriften?”

Disse og lignende spørgsmål rejser sig, når man grunder over den nuværende tilstand i forhold til de apostolske forskrifter og praksis optegnet i Bibelen. Eksempelvis ses det i Skriften, at:


1. Den apostolske kirke var himmelsk i sin karakter, vidnesbyrd og skæbne. De som udgjorde den, var ikke af verden, ligesom Kristus ikke er af verden (Joh 17,14, 16). Derfor kendte verden dem ikke, fordi den ikke kendte Ham (1 Joh 3,1). De var i verden, men ikke af den, i den forstand, at de ikke tog del i dens ambitioner, tanker, formål og veje.


2. Den apostolske kirke var et vidnesbyrd om Gud i verden (ApG 1,8). Som deres Mester, vidnede de om, at verdens gerninger og veje er onde, og at dommen lå forude (Joh 7,7; 15,18-25). Ligesom Ham, søgte den ikke, at påvirke verdens moralske eller politiske opførsel igennem lovgivning, men forkyndte Guds Ord, så at samvittigheden og hjertet kunne nås og den enkelte ledt til omvendelse (ApG 20,20-21).


3. Den apostolske kirke havde en kur mod alle åndelige sygdomme – Evangeliet. De forkyndte menneskets fordærvelse af natur (Rom 3,10-19). De søgte, at overbevise folk om syndens ufattelige syndighed, Guds retfærdige krav til tronen og Kristi kors, som det fuldt ud tilstrækkelige svar, på både menneskets skyld og guddommelig retfærdighed (1 Kor 1,23-24).


4. Den apostolske kirke havde ingen spørgsmål angående Skriftens ægthed og troværdighed (2 Tim 3,16). De citerede frit fra Moses, David og profeterne og påstod, at det var Guds Ord, og lagde dem på samvittigheden af de som hørte dem, med åbenlys kraft, så det stak folk i hjertet (ApG 2,37) og ledte dem i overbevisning og anger til Kristus (ApG 26,22-23).


5. Den apostolske kirke søgte ikke at underholde verden. Deres mission var menneskers frelse, ikke deres morskab (Mark 16,15-16). Markeder, basarer, koncerter (hellige og verdslige) og teater havde ingen plads i den tidlige kirkes mission eller arbejde. Derfor var deres møder ikke karakteriseret af latterfulde underholdere, men af omvendelsens sukken og stønnen, fra brudte hjerter som Gud altid var parat til at helbrede (ApG 2,37).


6. Den apostolske kirke var fattig – men kraftfuld! Apostlen Peter måtte sige til den hjælpeløse tigger ved Den Skønne port, ”Sølv eller guld har jeg ikke,” men han kunne tilføje, ”men jeg giver dig, hvad jeg har: I Jesu Kristi, nazaræerens, navn, stå op og gå!” Og manden blev øjeblikkelig helbredt og ”gik rundt og sprang og priste Gud” (ApG 3,6-8). Så den indflydelse de havde blandt folk, var ikke på grund af rigdom, eller social status, men på grund af Guds kraft, som var med dem.


7. Den apostolske kirke gav Guds Helligånd Hans plads i deres midte. De var absolut afhængige af Ham for alle ting. Det var Ham som overbeviste folk om synd (Joh 16,8); gav dem nyt liv (Ef 1,13); satte dem i stand til at gå med Gud (Gal 5,16); gav dem kraft til at tjene (1 Thess 1,5); og ledte og gav dem styrke i deres tilbedelse (Joh 4,24; Fil 3,3). Med andre ord, de havde intet gejstligt maskineri der kunne køre og udføre arbejdet lige så godt, hvis ikke bedre, uden Gud end med Ham.


8. Den apostolske kirke bestod af frelste mennesker, ”de hellige i Kristus Jesus” (Fil 1,1, etc.), som var vasket rene, helliget og gjort retfærdige ved Herren Jesu Kristi Navn (1 Kor 6,11). De var blevet ”født på ny,” ved evangeliet (1 Pet 1,23-25); derfor var de ”Guds børn ved troen, i Kristus Jesus” (Gal 3,26). De var blevet døbt i én Ånd til at være ét legeme, hvis hoved var og er Kristus (1 Kor 12,13; Ef 1,22-23). Nogle mennesker, som ikke var sande kristne, kom i deres forsamlinger, men de sneg sig ind (Jud 1,4).

Som regel var Guds kraft så stærk blandt dem, at ”ingen af de andre turde slutte sig til dem” (ApG 5,13). De spurgte hverken om, eller modtog hjælp fra verden (3 Joh 1,5-8). Imidlertid var der ingen påstand om perfektion; ingen indikation på en ”perfekt kirke”, som wannabe reformatorer har søgt at skabe. De bestod af ”hellige”, det er sandt, men der var ingen glorie på hovedet af nogen af dem, som mennesker vil fremstille dem.

De var mænd og kvinder, ”under samme kår som vi” (Jak 5,17), dog frelst af nåde (Ef 2,8) og bevaret af Guds magt (1 Pet 1,5). Men de havde brug for hjælp, hyrder, instruktion og korrektion ved Guds Ord, fordi de var ægte mænd og kvinder tilbøjelige til at svigte og fejle.

Derfor, mens Apostlenes Gerninger fortæller os om plantning af Guds Kirker, som resultat af evangeliets vidnesbyrd, så er brevene fyldt med stof til  at bygge dem op og hvor der er brug for det, rette deres opførsel, så de kunne gå værdigt for Gud.


9. Den apostolske kirke gjorde meget ud af Herren Jesu Navn. De forkyndte omvendelse til syndernes forladelse i Hans Navn (Luk 24,47). De proklamerede frelse i Hans Navn, ligesom de ved dette Navns magt havde helbredt og gjort mægtige gerninger (ApG 4,10-12).

De og andre blev velsignet som bønnesvar i Hans Navn (ApG 4,29-31). De døbte dem som troede evangeliet, i Hans Navn (ApG 19,5) og de forsamledes i Hans Navn (Mat 18,20; 1 Kor 5,4). Hvis nogen blandt dem gav plads for andre navne, selv navne for ærede Kristi tjenere, blev det fordømt af Guds Ånd, med ikke så milde ord (1 Kor 1,12-15).

Guds folk var forenet og Herren Jesu Navn som adskilte dem, ikke fra hver andre, som sekteriske navne gør, men fra verden, fra hvilken Gud, i Hans nåde, havde kaldet dem. Som Israel, var de kaldet ved Herrens Navn (5 Mos 28,10), for at være et vidnesbyrd for verden omkring dem.


10. Den apostolske kirke var som udlændinge og fremmede, der så frem til Herren Jesu komme fra Himlen (1 Pet 2,11-12). Derfor forsøgte de ikke at slå sig ned her. Nogle som havde huse og land, solgte dem og brugte overskuddet, til at udbrede sandheden (ApG 4,34-37). Deres ”sted for tilbedelses” var det ”allerhelligste,” hvor Kristus, deres store præst, var taget til (Hebr 10,19-22), og ikke i noget tempel bygget hernede.


De troede på Herrens løfte, om at komme igen for at tage dem til sig (Joh 14,1-3). At Han ville komme igen på samme måde som Han drog bort, var de blevet forsikret (ApG 1,11), og således var kirkens attitude, at vente på Ham (1 Kor 1,7; 1 Thess 1,9-10, etc.). I slutningen af Bibelen, påmindede Herren tre gange sin Kirke, at Han snart kommer (Åb 22,7-12, 20).

Så, at så længe kirken bibeholdt sin ufordærvethed og ikke-verdslige karakter, var Hans ”komme” hendes håb. Det var motivet for hengiven tjeneste (1 Kor 15,58), tilskyndelsen til et helligt liv (1 Joh 3,1-3) og deres trøst ved dødsfald (1 Thess 4,16-18).


Disse, er da nogle af de karakteristika og praksis for den apostolske kirke. Karakteristika som burde forekomme i dag, i det som påstår at være Hans. Praksis som stadig vil have Hans velsignelse i dette århundrede, ligesom det første århundrede i den kristne tidsalder.

Men findes de? Er dette vor tids praksis? Ak, vi må med skam, svare ”nej,” - for fra at være Kristi rene jomfru, som Gud havde til hensigt, at Hans kirke skulle være (2 Kor 11,2). Så er meget af det, som påstår at være Hans, så meget i og af verden, at Han byder Hans folk, ”drag bort fra dem, og skil jer ud” (2 Kor 6,17).


Er det ikke sandt, at det som i dag kalder sig selv kirken, i de fleste tilfælde, blot er en del af den ”religiøse verden”? - en betegnelse, som for øvrigt, er ganske dækkende. For mens den er ”religiøs”, er den stadig ”verden”, hvilken den sande kirke, ikke er en del af.

Er det ikke sandt, at i stedet for at være et vidne imod verden og dens veje, så fester kirken med den? At i stedet for at forkynde evangeliet om Jesus Kristus og det som korsfæstet, så bliver ethvert tænkeligt emne i socialt, erhvervsmæssigt og politisk liv gennemrodet, i et forsøg på, at finde noget ”nyt”?

At mænd, der påstår at være Guds tjenere, i stadig stigende grad, undskylder, hvis ikke direkte benægter eller omstyrter Guds Ord, i stedet for at forkynde det? At underholdningen og ikke menneskers frelse, er fremstående og at materiel fremgang søges, frem for Guds kraft, fordi majoriteten af den bekendende kirke er ”af verden”. Bliver musik og talekunst ikke anset for, at være mere nødvendig end Helligåndens nærvær og kraft? Bliver der ikke brugt flere kræfter på at sikre det?


Det er ikke længere nødvendigt i de fleste ”kirker”, at kunne fortælle hvordan, hvor og hvornår Gud frelste en, før man kan blive en del af fællesskabet. Derfor indikerer det ofte brugte udtryk ”den usynlige kirke”, at de som er mest ”synlige” og prominente, ikke nødvendigvis tilhører den sande kirke.

Med hensyn til det velsignede håb om Hans snarlige genkomst, hvordan kan det eksistere midt i sådanne omgivelser? Hvor er de som våger efter Ham? Har andre tanker ikke fyldt hjertet? Og derfor, det som Gud havde i sinde, som et himmelsk vidnesbyrd om Sig Selv hernede, er blot blevet til en tilpasning til ”menneskets religiøse natur,” som man kalder det.

Kuren, kan vi sige som konklusion, for al den fiasko, individuelt eller kollektivt, er at gå til Guds Ord, for der at finde hvad Gud siger om kirken og Hans formål med den; men kun de som er Guds børn og ind-dvælet af Guds Ånd, vil have lysten, til at gøre det og evnen til at nyde godt af det. 





Original af Thos. D. W. Muir
Oversat og redigeret af Martin Willemoes Hansen d. 22. oktober 2009